Storesøstergruppe er til dig mellem 15 og 18 år, der nogen gange føler dig alene med livets både store og små spørgsmål.

Storesøstergrupper er IKKE psykoterapi, men kan være en god begyndelse for dig, som har brug for nogen at vende det svære med, at grine med og få en stor krammer af. I storesøstergruppen får du den fineste mulighed for at genkende og spejle alt det, du nogen gange føler, at du er Palle Alene I Verden med.

I grupperne, bruger jeg som leder den erfaring, jeg har fra mit liv som ung kvinde med lige så mange nedture som opture. Der vil være plads til emner som kærlighed, veninder, venner, skole, uddannelsesvalg, krop, Instagram vs. virkelighed og alt det andet, der kan være besværligt en gang imellem.

Derudover vil jeg løbende bruge min erfaring og læring i takt med min uddannelse som psykoterapeut.

TIL JERES FORÆLDRE:

Storesøstergruppen er, som sagt, ikke psykoterapi. Det er et rum, hvor din datter vil kunne dele de ting, hun synes er svært at sige højt til jer, som forældre, eller til sine veninder.

Som gruppeleder vil jeg med fordomsfrie øjne, tale med pigerne, og rådgive dem ud fra de erfaringer jeg selv har gjort mig i mine teenageår, og i mit samarbejde med psykoterapeut Sascha Kempinski.

Når jeg ser tilbage på mig selv som teenager, ville jeg ønske, jeg havde haft et rum som dette, og specielt et sted, hvor jeg kunne sige de ting højt, jeg skammede mig over.

Det er min erfaring, at når pigerne går herfra føler de sig en smule lettere, og med håb i bagagen om at tingene nok skal løse sig. Det er så fedt at være vidne til og del af.

Jeg kan forsikre jer om, at jeg vil gøre alt for, at de føler sig trygge, set og rummet.

Praktisk information om storesøster-gruppe

Hvis behovet for professionel psykoterapi opstår, vil jeg anbefale og henvise til Sascha Kempinski, som er tidligere medstifter af TALK TALK, og som jeg selv har gået i terapi hos.  

Hvorfor hos TALK TALK?

TALK TALK adskiller sig fra andre gruppetilbud. Ved at jeg ikke sammensætter grupperne, ud fra specielle udfordringer og temaer. Der er plads til lige det, der fylder hos dig netop den dag.

Hvorfor i en gruppe?

Man mener det at høre til i en tryg gruppe og opleve, at man selv er vigtig, sammen med betydningsfulde andre, virker styrkende på den enkeltes selvværd.

Derudover er det bekræftende at finde ud af, at man ikke er alene. Det er nemlig helt normalt at tro, at man er den eneste i verden, der kæmper med netop de problemer man har. Derfor kan det være utroligt lettende at høre, at andre kæmper med det samme og mærke deres anerkendelse for, at man vover at tale åbent og ærligt. Ligesom det også er superbrugbart at udveksle ”tips og tricks” til, hvad man helt konkret kan gøre for at få det bedre.

Hvad er vigtigt for at gruppen fungerer?

Alle gir noget og alle har tavshedspligt.

Det er vigtigt, at alle bidrager til et trygt og tillidsfuldt miljø, hvor man kan være ærlige. Samtidig er det også supervigtigt, at alle er med på at, der er 100% tavshedspligt – Det der bliver talt om i lokalet bliver i lokalet.

Hvordan foregår det i gruppen?

Grupperne foregår således, at hver gruppegang starter med en kort fokuseringsøvelse, som er vigtig for, at vi alle kommer tilstede i rummet.

Dernæst vil jeg holde et kort oplæg om dagens fokus, og jeg vil komme med en eksempel fra mit eget liv om netop det.

De næste par timer, vil være blandet åben snak om emnet, nogle samarbejdsøvelser, og enesamtaler foran de andre, som derefter kan komme med feedback.

Fremgangsmåden vil dog variere en smule fra gang til gang.